At være børn til en far der går til paris

Som børn til selveste Lars Larsen, så er vi selvfølgelig mega stolte. 

Det at være stolt af en anden, er i bund og grund nemt at sige. Men hvordan viser man egentlig, hvor stolt man er? 

Tror ikke vores far er i tvivl om hvor stolte vi er af ham, og af at være hans børn. Selvom vi er lige stolte af vores far, så har vi alle tre håndteret situationen om vores far på vej til Paris, forskelligt. 

Nogle har måske fældet en lille tårer eller to, og andre har forsøgt at tænke på noget andet. 

Men som Silas har sagt:

Jeg ved, at han klarer det, for han er jo en Larsen.”

Som Philip har ytret, så var dét at se ham gå med oppakning i vejkanten, efter de lige havde spist frokost og sagt farvel, meget ambivalent. Han gik med tanken om, at han ikke skulle kontakte far overhovedet, for så kunne det godt blive meget svært følelsesmæssigt. Men som han så også har sagt og fundet ud af, så kan han jo ikke lade være med at have kontakt med vores kære far, og sådan har vi andre det jo også.

Som datter synes jeg det vildt sejt, men må da være ærlig at indrømme, at jeg ikke går og tænker over hvor vildt det egentlig er. Forstå mig ret, jeg synes det er vanvittig vildt, men det er jo min far. Min far, jeg trods alt har levet med i 19 år, så det umiddelbart ikke et chok for mig at han ville gøre crazy ting, opleve og udforske livet og verden. 

Philip og Silas ved lige så godt som jeg, at sådan er han bare. Så igen, ingen overraskelse for os. 

Vi ved godt han ikke kan sidde stille. Vi ved godt han ikke kan holde kæft. Og vi ved godt, at han gør ting, som det almene individ ville synes er overraskende og vildt.

Tanken om at vores far ikke er hjemme, men faktisk er på vej til Paris, har været svær at vende sig til. Når det så er sagt, så bliver det hele også til hverdag for os. Men når der har været store projekter eller vi har oplevet noget, så har det været svært for os ikke at kunne dele det med vores far i person. 

Men når andre spørger ind til hvad vores far laver, og vi så fortæller at han lige nu er på vej til Paris på gåben. Først dér går det op for os hvor vanvittig skørt det er. 

Vi oplever alle tre sjove og forskellige reaktioner fra vores venner og bekendte, som kunne være sjovt lige at dele lidt. Nogle er i chok, nogle tror man laver sjov, og andre prøver at spille lidt smart omkring det.

Min (Sascha) studiegruppe spurgte mig om hvad min far laver. Jeg forklarede og fortalte dem situationen, men deres ansigter er et enestående syn, jeg aldrig glemmer. Deres “wha wha WHAT” slog mig, for JA, det er da for vildt. Hvem gør dog det? Og til det kan jeg kun svare… “min seje far.🤘”

Philip havde snakket med en bekendt om alt det med vores far, der går til Paris. Hans reaktion var anderledes end hvordan mange andre reagerer, men det er jo sjovt at se hvor forskellige mennesker reagerer på samme historie.

Han var sådan: Nåh ja, men det er jo ikke så langt, Google siger det tager 17 dage. Han skal jo bare gå 30 km om dagen, så altså han skal gå 16 timer om dagen.

Hvor mange af Silas venner bare har sagt, at han er jo sindsyg. Det er sygt bare lige at gå til Paris. 

Og som Philip har sagt: 

Hvem fanden tænker på at gå til Paris, det er der jo ikke nogen der gør.”

Nu er det også lidt sjovt, for det er jo mig, der skriver hans oplæg. Så at jeg ligesom er den første til at vide hvad han har været igennem, og hvad der er sket, er jo i bund og grund vildt fedt. 

Med det er jeg også vildt beæret over, at min far har lagt hans oplæg i mine hænder, det kræver altså en tillid. For hvad nu hvis vi misforstår hinanden, og jeg bare skriver ting han ikke forstår. Dog har han kun givet udtryk for at jeg gør det godt. Så når jeg bruger 2-4 timer pr. indlæg, så ved jeg, at det ikke er spildt tid. “Tak for det far. 🫶”

Spørgsmålet “hvor langt er far kommet?” Vender vi os aldrig til. Hvad mener du med, hvor langt han er kommet? Men ja, han er jo selvfølgelig ude at gå, som nævnt før, ikke noget vi tænker over dagligt. 

Vi må da også pointere at ingen af os er helt vilde med at læse, men lige præcis historien om vores far, der går til Paris, kan vi godt lide. At læse om noget så surrealistisk er fedt, men når det så ovenikøbet er virkelighed og endda vores egen far, så kan det oprigtig være svært ikke at glæde sig lidt til hvad næste status er.

Historien om manden fra Novo, som har så mange projekter i gang fordi han ikke kan sidde stille, er jo aldrig kedelig. Vil vædde med, du sikkert også har sagt til mindst én, du kender, at du altså kender en der går til Paris. Hvem ville ikke godt kunne fortælle det?

Vi synes det vildt at tænke over, hvis man virkelig tænker det igennem.